Earth 2140
Af Freddy Vestergaard

Dune II har ikke levet forgæves

Jeg er nødt til at erkende, at jeg har haft betatester på opgaven til denne artikel. Min store søn på 18 har i perioder næsten overtaget kontrollen over min Amiga. Det må siges at være ret usædvanligt i vore dage.

Hvad er der sket?
Knægten sad for flere år siden og spillede Dune II på min A500, og siden på A1200. Det var inden var inden vi fik hd, og det kostede såvidt jeg husker et floppydrev. Så fik vi hd, og det hjalp jo lidt på sagerne. Så fik knægten en PC, og så gik det jo som det så ofte gør.

Amigaen blev uinteressant, og jeg fik den for mig selv. Det havde jeg i nogle år. Da jeg fik Quake havde havde han Quake II at prale med. Så fik jeg Napalm. Hmmm.., det lignede da noget, syntes han.

Men efter jeg fik Earth 2140 til låns fra e.p.i.c.-interactive, er det ligesom jeg har kunnet fornemme en usædvanlig interesse for min efterhånden halvgamle A1200. Stolen foran skærmen er sommetider optaget, når jeg skal til at udføre et stykke seriøst arbejde for bladet.

Hvad pokker er nu det? Jeg skal til at spille, øhh... arbejde, så kører Earth hen over skærmen, men udenfor min kontrol :)

En ny milepæl?
Tjah, det er i hvert tilfælde nyt, at jeg ikke kan komme til min Amiga. Godt jeg har en PS One. Earth er et realtime strategispil konverteret fra Pc af Pagangames. Det har været ret overset på Pc-siden, de fleste kender det ikke. Vel nok fordi det hen ad vejen er druknet i reklamebrølet fra Westwood Studios i anledning af bl.a. Red Alert.

Earth er af en lidt mere beskeden oprindelse. Det er udviklet af polske programmører og udgivet og konverteret af tyske firmaer. Men det gør absolut ikke Earth til et ringere spil. Det er ik' så sølle endda. Oversat fra jysk til rigsdansk: Det er et ret godt spil! Der venter mange timers underholdning forude, hvis man beslutter sig for at spille det igennem fra begge sider af. Det bliver hurtig "sjovt" selvom man vælger letteste sværhedsgrad, og ifølge Pagan's hjemmeside er der op til 50 missioner ialt. Dertil kommer et utal af våben og køretøjer. Velbekomme!

Lad os spille
Når man installerer, kan det anbefales at lægge så meget som muligt over på hd, ca. 100 mb. derved undgår man at spillet "hakker" fordi cd-drevet er faldet i søvn. Så er der kun intro, musik og div. videosekvenser der skal hentes fra cd.
Apropos intro, så er den noget af det fedeste og flotteste jeg har set siden Nemac IV. Den minder en del om Terminator 2, altså filmen. Blot kunne man ønske sig at den kørte i en højere opløsning på PPC, da samme intro kører tilsyneladende ligeså hurtigt på en 060.

Men nevermind, første gang spillet startes op, bør man gøre sig selv den tjeneste at se den intro, den er altså god ! Når intro'en så er slut, bliver man præsenteret for en skærm, hvor man bl.a. skal vælge side i spillet. Den er forøvrigt også ret flot. Ægte 3D. Men kig lige i databasen først, der er en detaljeret beskrivelse af alt tilgængeligt "hardware" i spillet. Og der er rigeligt! Så er det bare med at vælge side og komme igang. Det varer lang tid inden du er færdig :)
Jeg har spillet ret intensivt i et par uger nu, men er kun nået til sjette bane. Der er jo også andet der skal passes, så det er kun blevet til et par timer om dagen.

Altså, skal vi spille?
Jo da, vi går igang. Spillets sværhedsgrad er modsat Dune II ikke lineært stigende. Det bliver ganske vist langsomt sværere, men nogen gange kommer man til en let bane efter en svær, så det vil nok være korrekt at sige at spillet bliver mere komplekst efterhånden som det skrider frem.
En bestemt bane starter f.eks. med at man skal redde et par civile videnskabsmænd ud af fjendens klør, og de er langt væk fra den hjemlige base og omringet af fjendtlige tropper, der skyder vildt omkring sig. Men heldigvis er der et beskyttelsesrum i nærheden.
Det leder man videnskabsmændene ind i, og så kan man i ro og mag udradere de skydegale fjender. Derefter sender man en mandskabsvogn ned efter de to civile. Se, det var allerede det halve af den opgave, nu skal vi bare have opsporet resten af de fjendtlige enheder og sendt dem et sted hen hvor der er meget varmt.

Et af mine yndlingsvåben er en lasertank, der med en grim gurglende lyd sender to knaldrøde laserstråler hen imod den fjendtlige Tiger Hellmaker, der har vovet sig for tæt på. Når den så er begyndt at dampe, får den gudhjæpemig i tilgift to målsøgende raketter, bang bang, færdig med ham :)

I en anden bane får man tildelt en håndfuld mænd (androider) og nogle tanks med hvilke man skal angribe og overtage en svagt befæstet fjendtlig base. Når det er sket kan man sætte produktionsapparatet igang og tjene credits til at udbygge basen, så man får adgang til de bedste våben der nu er tilgængelige i den bane. For fjenden er ikke slået endnu. Næh nej. Der er en betydelig AI indbygget i spillet, så modstanderne farer ikke bare forvildede rundt. Nej, de er godt organiserede.

Kommer du f.eks. dundrende med en totalt overlegen styrke, så flygter fjenden. Ved en bestemt lejlighed var jeg ved at opbygge betydelige troppekoncentrationer to forskellige steder i nærheden af fjendens base. Det var meningen den skulle tages i en knibetangsbevægelse, men pludselig blev den ene del af knibetangen udsat for et voldsomt angreb, som totalt forpurrede mine skumle planer, da det viste sig at fjendens base stadig var for godt beskyttet til at jeg kunne iværksætte et effektivt angreb. Men heldigvis er der mulighed for at gemme på vilkårlige steder på banen, så det er bare med at save inden du går igang med noget uoverlagt.

Så alt ialt må man sige at der er så stor dybde i spillet, at interessen kan holdes ved lige et godt stykke tid. En anden ting som er med til at gøre spillet interessant er muligheden for at regulere sine styrkers opførsel, dvs. man kan gøre dem defensive eller offensive, men så har har man heller ikke meget kontrol med dem længere.
De angriber når det passer dem, men det kan være en fordel hvis det kniber med overblikket, når man er igang med et storstilet projekt. Man rent faktisk have så urimelig mange enheder på banen samtidig, at man simpelthen ikke kan nå rundt og passe på dem alle når det virkelig brænder på.

Mere endnu
Ja, vi er ikke helt færdige, den tekniske side af sagen skal også lige have et par ord med på vejen. Grafikken er rigtig flot og detaljeret uden dog at være prangende, det kører blødt og flydende undtagen når man scroller hen over banen, så hakker det lidt.
Earth kører fint på 060 i 640x480, faktisk hurtigere end Napalm! I 800x600 kan man have en større del af banen på skærmen, men det kræver PPC-power for at køre godt. Men alt ialt må man sige at spillet ikke stiller urimelige krav til hardwaren.
Lyden er mildest talt ret sølle, men det er den efter sigende også i PC versionen. Så det har der nok ikke været meget at gøre ved. Den får i hvert tilfælde ikke mine højtalere til at ryste. Det lyder som nogle våde kinesere der futter af i en tom blikdåse! De ni musiktracks i spillet er faktisk ret gode, men jeg gider altså ikke høre musik når jeg spiller, sfx her om vi må be' selvom den ikke er for god.

Når jeg så ikke har lyst til at spille mere den dag, tager jeg cd'en med ind i stuen, kaster den i retning af hifi'en, sætter mig i sofaen med en kop kaffe og en god bog og nyder musikken.

Konklusion
Earth er som før nævnt et aldeles glimrende spil, og den dårlige lydside bør ikke afholde nogen fra at købe det. Spillet kører fuldstændig stabilt på PPC'en via WarpUp, og det er værd at bemærke, at det er ikke gået ned for mig en eneste gang!
Det samme kan ikke siges om Wipe Out og Heretic II. Det tyder på at konverteringen af Earth er foretaget med omhu.

Når man skal starte spillet op, er der 4 startscripts at vælge imellem alt efter hvilken cpu og opløsning man har ressourcer til. Det havde været bedre med en prefs.gui hvor man kunne gemme alle options en gang for alle, cd-rom device osv.

Der er ingen netværks eller seriel support, det kommer først i den lovede Missionpack, og det er en skam fordi RTS spil som dette, har et gameplay der råber efter netværk! Jeg har med vilje ikke givet topkarakter fordi der trods alt ikke er så meget nyt i spillet. De fleste har vist prøvet noget lignende før. Men trods alt venter der fans af RTS genren en god oplevelse, og de der ikke kender den, kan anbefales at prøve. Jeg skal helt sikkert ud at købe spillet når kopien er sendt tilbage.

Testen er foretaget på en A1200 240&060 med BVision og scsihd.

EARTH 2140
Udviklet af Topware Interactive
Konverteret af Pagan Games
Udlånt af e.p.i.c. interactive

Systemkrav (minimum):
68060 cpu
24 Mb ram
5 Mb HD-plads
Gfx-kort

Anbefales:
WarpOs til PPC
100 Mb HD-plads

Grafik.......................11
Lyd.......................... 7
Gameplay.....................10
Generelt.....................10