Amigaen er vel den mest personlige computer der overhovedet findes idag,og det har den efter min mening altid været. Denne artikel får derfor i mere end een forstand et meget personligt indhold. Jeg vil nemlig fortælle lidt om mig selv og mine "veninder" gennem de seneste 10 år.

Den allerførste

Min første computer, som jeg købte brugt i 1991, var slet ikke en Amiga, men derimod en Commodore C-128 med et Final Cartridge 3 turbo modul og en C-1541 diskettestation. Med den bestod jeg min svendeprøve så at sige. Jeg betalte den uhyrlige sum af 2700.- for den, men så medfulgte der også tonsvis af spil, de fleste selvfølgelig piratkopier, man vidste jo ikke bedre dengang. Kendere vil nok vide, at det faktisk var lidt af en kanon maskine med det omtalte turbo modul. Det startede maskinen op i 64'er mode, og gav en grafisk brugerflade med vinduer og menuer, og frem for alt nedsatte det loadetiden af spillene til langt under det halve. Det hurtigste jeg kan huske har vel loadet på 10-15 sekunder! Så det var virkelig en ting der ville noget. Spillene kørte helt normalt, der var ingen forbedret grafik eller hastighed, men "kun" en kraftig forbedret brugergrænseflade der gjorde tingene meget lettere, når man skulle kopiere, slette og flytte ting rundt. Apropos spil, hvem husker så ikke Maniac Mansion, Zack Mckracken, First Samurai , Test Drive, Giana Sisters, Pirates og ikke at forglemme det forrygende Bubble Bobble? Det sidste var et aldeles fremragende platform spil med et utal af levels, og en titelmelodi der stadig ligger fast forankret i sindet. Den glemmer jeg aldrig!

Men spil var jo ikke det eneste en C-128 var god til. Der medfulgte også en 9-nåls printer da jeg købte den, plus et par tusinde ark papir i en sammenhængende bane. Det papir slap for øvrigt først op for et par år siden :) Jeg havde også flere grafiske programmer til maskinen, og der erindrer jeg især et, der kunne lave fødselsdagskort osv. Man satte kortet op som i et DTP program med preview og det hele, men det tog lige lidt tid hvis man ville se preview, 64kb ram var trods alt ikke meget, men resultatet blev faktisk ret godt næsten hver gang, da man kun kunne bruge prædefineret grafik i en slags moduler, bogstaver enkeltvis osv., så det kom aldrig til at se helt skævt ud. Samme program var også i stand til at printe på langs af papiret, hvilket åbnede mulighed for at lave et velkomstbanner bestående af 4-5 ark, som man så kunne hænge op over døren.

Allerede i '91 var det meget småt med nyt software til C-64, så man kan spørge sig selv, om ikke det var lidt sent at anskaffe sig sådan en ting? Tjoh, men jeg har altid været sej i optrækket og haltet lidt bagefter :) Desuden anede jeg ikke en dyt om computere, det havde aldrig haft nogen interesse. Men en nyligt overstået skilsmisse gjorde det nødvendigt at have et eller andet at underholde sønniken med, når han kom på de obligatoriske besøg hver anden weekend. Så den gamle brugte C-128 fik hurtigt en central plads i huset, og vi tilbragte mange fornøjelige stunder foran skærmen.

Der gik vel omtrent et par år på den måde, så var jeg så dum at sælge C-128'eren og købe en A-500. Dermed være ikke sagt at det var dumt at købe en A-500, selvom jeg nok burde have købt en A-1200 istedet. Nej, det dumme var at sælge C-128'eren! Det har jeg fortrudt mange gange, tænk at have haft den at lege med idag. Øv!

Den næste

Det blev, som nævnt ovenfor, en A-500. Den blev erhvervet brugt formedelst 1500.- såvidt jeg husker. Der medfulgte også her tonsvis af pirat ting. Tsk.tsk! Disse ting bestod af hundredvis af 3.5" disketter med spil og andre go'e sager på. Deriblandt også en rasende flot version af X-Copy. Grafikken var jo hundrede gange flottere end på C-128. X-Copy var imidlertid ikke det eneste der var med. Der var også vira i lange baner! Det var noget helt nyt. Det havde jeg aldrig oplevet før. Det var knægten der gjorde mig opmærksom på, at der var noget galt.

"Der er vist virus her" sagde han. Hva'! Hvad er nu det for noget? En diskette er da en død ting, den kan da ikke blive syg. Vrøvl! Der gik et godt stykke tid inden jeg blev klar over, hvad computervirus var for en størrelse. Det begreb jeg simpelthen ikke! At nogen kunne finde på at bruge oceaner af tid på at skrive et program, udelukkende med det formål at genere andre mennesker. Det er helt ok at afprøve sine evner som programmør, men der skal altså lige være en kant! Efter min mening er virusprogrammørerne at sidestille med software pirater, og det fryder mig grænseløst hver gang jeg hører om, at man har opsporet sådanne individer. Væk med dem!

Men inden jeg falder helt hen i afmægtigt raseri, må jeg hellere fortsætte med noget mere beroligende, nemlig hvordan man kan blive skribent her på bladet. Bare gør ligesom jeg, skriv :)
Efterhånden fik jeg styr på alt det virus halløj, og kunne bruge maskinen til noget fornuftigt. Det kostede selvfølgelig en diskette i ny og næ, da viruskilleren godt kunne finde på at slette en inficeret fil, hvis man som bruger klumrede lidt rundt i det. Jeg anede mildt sagt ikke hvad der foregik når en virus skulle slås ihjel, men viruskilleren havde en sjov grafisk brugerflade, hvor viruset var symboliseret med et lille rundt, ondskabsfuldt udseende hoved, meget lig det græskarhovede man ser til Allehelgensaften. Killeren var tilstede i form af en injektionssprøjte, som skulle bruges til at........ja, det kan I næsten regne ud :)
Men som sagt var der også en del spil med, og her åbnede en hel ny verden sig. De små 3.5" disketter kunne rumme mange flere data end de gamle 5¼", og det gav programmørerne hidtil usete muligheder for at lave spil med flot og farverig grafik og superb lyd. Dem fik vi så sandelig også mange af! Hvem husker ikke Second Samurai, Desert Strike, Soccer Kid, Turrican serien og Lotus trilogien ikke at forglemme. Men hele Alien Breed serien gjorde sig nu også bemærket, såvel som Mortal Combat I og II.

De her nævnte udgør kun en meget lille del af det antal spil der udkom i første halvdel af halvfemserne. Her er jeg dog nødt til at fremhæve et, nemlig Dune II. Det var banebrydende, man havde aldrig set noget lignende! Et realtime strategi spil med digitaliseret tale og et gameplay der var så suverænt, at verden aldrig mere blev den samme. Alt dette på en A-500 med 1mb ram! Det var i sandhed mindeværdigt. Jeg glemmer det helt sikkert aldrig nogensinde. Knægten og jeg tilbragte rigtig mange gode stunder foran skærmen, og den gamle A-500 begyndte efterhånden at skrante en smule. Tastaturet døde ligeså stille et par taster ad gangen. Nu er vi efterhånden ved at være fremme ved slutningen af 1995, og det er mere end et år siden Commodore gik på r...., og en februardag i '96 måtte jeg tage den tunge beslutning at give den gamle A-500 sparket. Og hvad så?

Et skridt mere

Jeg havde reflekteret på en annonce i Den Blå Avis , og måtte køre den lange vej fra Viborg til Randers for at hente det nok kæreste jeg nogensinde har ejet :) En A-1200 såmænd. Den var et par år gammel og havde Commodore logoet på sig, og kostede den nette sum af 2000.-
Der medfulgte ikke ret meget, kun et par joysticks og et par disketter med noget skrammel på. Jeg husker ikke hvad. Der var imidlertid ingen system disketter med, men jeg havde heller ingen fornemmelse af, hvad de skulle bruges til. Det fandt jeg først ud af senere, da jeg købte min første harddisk. Det var først og fremmest spil det drejede sig om, og de kom jo på bootbare disketter dengang.

Jeg havde meget store forventninger til min nyerhvervede A-1200, den havde jo som bekendt 2mb ram og AGA chipset. Det fik nu ikke den helt store betydning i første omgang. De fleste af de gamle spil understøttede ikke AGA, dvs. de kørte fint nok, men drog ikke fordel af AGA chipsettets muligheder. Jeg er en smule usikker på hvordan det forholdt sig med Dune II, den krævede som minimum 1mb ram og WB 1.3, og det havde den gamle A-500 jo. Såvidt jeg husker loadede spillet en smule hurtigere, og man fik nogle flere detaljer med i lyden pga. den ekstra hukommelse. Men Dune II var stadig et fængslende spil, som havde masser af holdbarhed, og det blev spillet både i tide og utide. Det betød jo som bekendt masser af diskette skift, og det interne drev begyndte at få det skidt, så jeg investerede i et eksternt hd-drev.

Det måtte vel kunne gøre det, når det interne stod helt af, men nej, sådan hang tingene ikke sammen, og nødtvungent måtte jeg atter grave dybt ned i lommerne, et internt drev var en nødvendighed. Med to drev blev det lidt nemmere med Dune II's fem disketter. Men der var jo også AGA specifikke spil at gå ombord i. Hvem husker ikke Slamtilt og Xtreme Racing? To virkelige kanonspil. Jeg husker flere lejligheder, hvor Slamtilt satte hele huset på den anden ende. Vi skreg simpelthen så højt af grin at det var nødvendigt at rejse sig fra stolen, og gå rundt i stuen og holde sig på maven for at falde til ro igen :)

Indimellem glemte vi helt at spille, sad bare der og gloede på skærmen for at få det hele med. Totalt respektløst og "flippet" spil! Xtreme Racing skulle helst spilles i two player deathmatch for at være rigtig grinagtig, men der har jeg også tit hørt ungerne vælte rundt og udstøde mærkelige lyde. Og her var der endog understøttelse for netværk via nullmodem!

Men andre behov havde presset sig på i et stykke tid. Det første jeg gjorde da jeg kom hjem med min A1200, var nemlig at gå ud og købe Alien Breed 3D, og det kørte ikke alt for godt på en flad maskine, der skulle flere muskler til. Det blev til et Blizzard 1230 IV med 4mb ram, som kostede den nette sum af 2700.- Derefter kom der drøn på AB 3D, det kørte lynhurtigt selv i fuld skærm, hvor det bare ikke så særlig pænt ud med grafik i 2x2 pixels. Men AB 3D var alligevel et spil af virkelig format, med et suverænt gameplay. Jeg har flere gange set knægten ryge baglæns på stolen, når et monster dukkede frem fra sit skjul lige foran ham, og fyrede sit våben af lige op i fjæset på ham :) Og så den lyd det gav, når han fik gjort kål på det monster. Et skingert, pibende skrig og derefter en våd sjaskende lyd, som om en spand af et eller andet flydende blev hældt ud over et flisegulv. Virkelig suverænt!

Sådan en A-1200 var ikke så ringe endda, den åbnede jo mulighed for mange udvidelser, og næste punkt på den dagsorden blev et cd-rom drev. Det kostede såmænd "kun" 2500.- og blev indkøbt i april '96, nogenlunde samtidigt med Blizzard kortet. Så i den måned smed jeg godt 5000.- efter en gammel A-1200. Det var jo også en slags penge, men ved I hvad kære venner? Den står fuldt funktionsdygtig med en 2.5" harddisk lige ved siden af mig, og kan køre de fleste af de gamle spil, samt programmer der rammer hardwaren direkte.

Men nu foregriber jeg begivenhedernes gang, for i august '96 købte jeg min første hd nogensinde. Det var en 1.2gb Seagate 3.5", og den kostede godt 1800.- og så begyndte et helt nyt kapitel. Nu skulle jeg til at installere WB 3.0, som den venlige sælger havde forsynet mig med helt uden beregning. Der var fem disketter, og sjældent har jeg fjumret så meget rundt i det, det er næsten pinligt at fortælle om det :)

Men skidtet kom da til at køre tilsidst, og fordelene ved en hd var jo ret nemme at få øje på. Alt var lige ved hånden, og man slap for alle de trælse diskette skift. Dune II var jo helt uovertruffen på det punkt!

Spillede man fra disk tog det vel et par minutter før den var oppe at køre, men fra hd......... 10 gange hurtigere vil jeg skyde på. Det kunne virkelig mærkes. Sådan en hd gav, som de fleste nok husker, mange sorger og bekymringer , men så sandelig også mange glæder. Rent bortset fra det, så lurede fremtiden lige om hjørnet, og den bestod efter min mening af PPC og grafikkort, og nu er vi ved at være henne i slutningen af '97. Der sad jeg såmænd og funderede over hvor lidt plads der var i en desktop A-1200. Det rakte da slet ikke til gfx kort, så der måtte noget nyt til.

Yderligere et skridt

Det skridt betød at beslutningen var taget, nu skulle der bare studeres annoncer fra de danske Amiga forhandlere, for at finde ud hvem der skulle have det privilegium at levere mig en splinterny A-1200 med hele svineriet i et Tower, som en samlet løsning. Valget var ikke svært, Kiwi var efter min mening de eneste der havde indtil flere komplette løsninger på lager. Så en mørk vinterdag lige inden jul '97 greb jeg knoglen og ringede til Kiwi, hvor jeg for første gang kom til at tale med Shiraz.

Det skulle senere vise sig, at det langtfra var sidste gang. I løbet af en halv times tid havde vi pejlet os ind på, hvad jeg havde brug for. Det blev til et A-1200 bundkort i et RBM Tower med hd, cd-rom og Picasso IV gfx-kort. Med diverse kabler og tekst behandling i form af WordWorth 6 løb det op i den fyrstelige sum af næsten 13.000.- Så vil den opmærksomme læser nok spørge sig selv, hvordan dælen en enlig forsørger kan tillade sig at smide så mange penge efter en computer. Tjoh, min datter var på det tidspunkt 11 år og endnu ikke så dyr i drift, og jeg har altid været god til at passe på mine penge (nærig). Desuden var jeg to år forinden holdt op med at ryge, og havde hver uge lagt et beløb svarende til en pakke cigaretter pr. dag i en krukke. Det var blevet til 20.000:- på de to år :) Og alle de rare penge var øremærkede til min fornøjelse alene :)

Men ahh, fik han så computeren? Joh, det gjorde jeg da, men ikke på een gang. Gfx-kortet var i restordre. Men resten kørte nu også fint med det gamle Blizzard 1230. Der gik en måneds tid inden jeg fik Picasso IV og de nødvendige Zorro-slots, og så begyndte det at blive lidt mindre sjovt. Der var rent ud sagt en allerh........ bøvl med at få det til at køre, men takket være en meget velvillig assistance fra Kiwis side, lykkedes det tilsidst. Det er imidlertid en anden historie, som jeg har beskrevet i en artikel for længe siden.

Grafikkort er en god ting, ingen tvivl om det, men det kræver altså lige at man har de ting der understøtter det. AGA spil kan ikke umiddelbart tvinges over på gfx. Men jeg havde da et par stykker der var skrevet til det fra begyndelsen, nemlig Foundation og det helt afsindig flotte Genetic Species (GS). De kunne nu også køre AGA hvis det krævedes. GS var ikke specielt hurtig på en 1230, men hvis man nedtonede grafikken lidt, kunne det godt slæve an :)

Imidlertid havde det hele tiden været målet med et PPC-kort, og i juni '98 lå der et uafhentet 240&060 med scsi controller hos Kiwi, og Shiraz var så venlig at ringe mig op, selvfølgelig fordi han vidste at jeg ville blive helt vild, når jeg hørte det :) Det kostede 7800.- og lagt til de knap 13000.- havde vi nu rundet de 20.000.- som cigaretterne havde betalt. Se, det var jo en farlig masse penge, men jeg tror at resten skal vente til næste nr. af bladet. Der er masser af både positive og negative oplevelser på lager, så jeg tør godt love en god historie til næste gang.

Et personligt tilbageblik   # II
· Af Freddy Vestergaard

Jeg lod min datter læse første del af historien, og hun påpegede et par ting, som jeg havde glemt. Nemlig alle de gange jeg havde bandet den elendige Amiga helt derned hvor det er aller varmest. Det gør man jo ikke uden grund, og derfor bliver fortsættelsen mere detaljeret end jeg havde tænkt mig.

Mareridt?

Tjah, der skete jo ting og sager da jeg fik PPC-kortet sat i maskinen. Det første var at den overhovedet ikke ville boote! Så sidder man jo der og kigger uden at have noget at bruge sine talenter til. Hvad nu? Hvorfor? Resette en 3-4 gange og så kommer der omsider liv i sagerne. Og hvilket liv! Åbner et vindue med mange ikoner, pling siger det bare. Det går uhyggelig stærkt! Stort smil :)

Den 060 er bare helt suveræn! Har aldrig set noget lignende. Men vi må hellere lige se hvad der er på de medfølgende disketter, det kunne jo være vigtigt. Systemdisken indeholdt diverse librarys, så den installerede jeg. Dengang vidste jeg ikke at de også fandtes i kortets rom-chip og blev indlæst ved opstart, og at der således ikke behøvedes drivere til PPC'en. Derimod havde 060'eren brug for et library til at narre systemet med, da vi dengang stadig kørte med WB 3.1, som kun kendte til 040'eren og derfor blev der installeret et fake 040 library til at indlæse 060 support koden med, som var nødvendig til de 060 specifikke instruktioner. Dvs. at dele af WB 3.1 skulle oversættes til noget som 060'eren kunne forstå og selvfølgelig omvendt. Men det var jo egentlig for PPC'ens skyld at det her urimelig dyre hardware var blevet anskaffet, og der medfulgte da også en cd som indeholdt et væld af go'e sager til begge cpu'er.

Forventningerne til PPC'en var naturligvis store, 240mhz var jo rimelig meget dengang i '98. Derfor var min forundring også til at få øje på, når PPC'en tilsyneladende mistede pusten, hvis der skulle flyttes meget grafik rundt på skærmen. Her var mpeg videoplayeren IsisPPC et meget sløvt eksempel, det lignede et slideshow og ikke en film, når Bill Gates fik lagkagen i fjæset! Hvorimod fractalrenderen Benoit viste at PPC'en til tider var ti gange hurtigere end 060. Det hang ikke rigtig sammen, og der skulle gå mere end et halvt år før sagens rette sammenhæng gik op for mig.

Tillige var alle PPC programmer, næsten uden undtagelse, hamrende ustabile og hver eneste gang et program gik ned under skrivning til hd skulle der valideres, og det tog jo tid hver gang. Sommetider gik det galt og gav checksum errors, hvilket betød tab af data hvis Disksalv var ude af stand til at reparere.

Genetic Species kom til at se en smule flottere ud på 060 med nogle lyseffekter, og kørte nok en smule hurtigere, men ikke noget at prale af. Så fik jeg Quake, og det var egentlig også lidt af en skuffelse, det så flot ud, men kørte bestemt ikke hurtigt. Og for lige at holde styr på tiden, så er vi fremme i juni '98, og jeg har kørt med Picasso IV grafikkort siden første marts.

Det er så småt begyndt at gå op for mig, at der er noget der ikke rigtig hænger sammen her. Jeg havde haft meget store forventninger til det gfx-kort, og det gav da også en meget flot og flimmerfri wb-skærm, da jeg skiftede den gamle multisync ud med med en 15" SVGA skærm. Multisync'en havde en max. opløs-ning på 640x480, så der bliver pladsen hurtigt for trang, og 800x600, eller helst mere er absolut at foretrække, og det er slet ikke til at undvære, når først man er blevet vant til det.

Speed'n crash

Ja, nu lyder det jo som vi skal have knust bil til frokost, men det er slet ikke tilfældet. Det handler derimod om mit behov for mere hastighed på spillene og de mere eller mindre uforklarlige crashes der giver validerings problemer. Systemet kører mere end tilfredsstillende på 060'eren, som ikke behøver at skamme sig sammenlignet med en Ghz processor, der kører W$. Jeg var efterhånden blevet ret ferm til at geninstallere systemet og finde mine prefs. igen. Ikke fordi jeg synes det var specielt morsomt, men mange gange anede jeg ikke mine levende råd, når der opstod en checksum og valgte derfor at starte forfra. Nogle gange kunne det sikkert have været undgået, hvis jeg havde vidst lidt om hvad der foregik under overfladen, samt haft en smule mere tålmodighed.

I september '98 da jeg fik internet, gik det helt galt! Jeg havde til formålet indkøbt Netconnect 2 hos Kiwi, den indeholdt simpelthen alt det man kunne forlange, men prisen var også derefter :) Der var tcp stack, email, irc, ftp, telnet, browser og frem for alt en dockbar eller startmenu hvor alle programmerne aktiveredes med et enkelt museklik. Den havde også funktioner a'la ToolsDeamon, idet man kunne tilføje punkter i værktøjsmenuen. Den er jeg stadig helt urimelig glad for, og bruger den hver eneste dag. Der ligger alle mine favoritprogrammer og kan startes med et par hotkeys.

Imidlertid var ikke alle programmerne i NC2 pakken lige godt gennemarbej-dede. Microdot II og X-Arc var rent ud sagt forfærdelige, de gik ned utallige gange under skrivning til hd, og havde tilsidst smadret alting godt og grundigt. Det var så slemt, at min datter låste sig inde på sit værelse, når jeg brølede op og f`or rundt i huset som en vildmand :)

Jeg har simpelthen ikke tal på alle de gange mine data er smuttet, bare så-dan uden videre. Der har selvfølgelig altid været en årsag, det er logisk, den har bare ikke altid været let at få øje på. Men efterhånden samlede mistanken sig om harddisken, der måtte altså være et eller andet galt! For lige at opsummere kørte jeg selvfølgelig stadig med OS 3.1, og hd'en var en 3.8gb Quantum Fireball, altså under 4gb grænsen. Men uanset hvor omhyggeligt jeg inddelte og formatterede, opstod problemerne helt umotiverede! Så en efterårsdag i november '98 greb jeg knoglen og ringede til Kiwi, hvor jeg som sædvanligt kom til at tale med Shiraz. "Vi kan sagtens sende den retur, og reparere under garantien" sagde han, men det blev vi hurtigt enige om ville tage alt for lang tid. Tænk at skulle undvære sin Amiga i en måned eller mere!

Udgangen på den historie blev at vi byttede således at jeg fik en større og helt sprit ny hd mod at indbetale nogle få hundrede kr. Jeg sendte den gamle hd over til Kiwi, hvor Shiraz ville tage en backup af hele molevitten og lægge det over på den nye Seagate Medallist på 4.3gb. Det endte imidlertid katastrofalt, han kom nemlig til at smide backup'en ind på sin egen hd! Og han havde vistnok ingen backup af sin systempartition. Hele hans netværk med telefonsvarer var psst væk. Det kostede både sved og tårer at få det restaureret, fortalte han bagefter. Men jeg fik min nye hd, og så skulle man jo mene at den historie var ude, men frygten for at det kunne gå galt lurede stadig, og i januar '99 investerede jeg således i et andet filsystem, som skulle være totalt immun overfor utidige valideringer, nemlig PFS 2.

Hvordan kører det så?

Hurtigt og stabilt, ganske enkelt :) Men vi skulle jo først lige have sagerne installeret, og det indebar naturligvis en del flytten rundt med data fra de forskellige partitioner, og så tilbage igen når de var formateret i PFS. Idag gør jeg det rent rutinemæs-sigt, hvis der skal laves om på noget, men dengang var jeg en smule beklemt ved situationen, der var jo en del dårlige erfaringer at se tilbage på.

Men der opstod såvidt jeg husker ikke de store problemer, og mit umiddel-bare indtryk af PFS var positivt. Et stort vindue med mange ikoner åbnede mærkbart hurtigere end før, hvilket sikkert skyldes det nye filsystems måde at gemme data på. Og fremfor alt var maskinen nu fuldstændig bombesikker! Den havde nemlig slet ikke brug for at validere mere, den startede bare op igen som om intet var hændt, hvis den var styrtet under skrivning til hd. Efter et stykke tid vovede jeg at udsætte systemet for den ultimative test. Jeg gik igang med at installere et spil, og slukkede med bævende hånd ved stikkontakten, da den var halvvejs færdig! Hmm, hvad nu? Tænde igen, maskinen booter helt normalt op uden at brokke sig, og alle spor af spillet var væk.

Alt andet fungerede normalt, der var overhovedet ingen spor af den skændselsgerning jeg havde begået. Det filsystem var simpelthen suve-rænt. Nu fulgte der så en rolig periode på ca. 4 måneder, hvor jeg for en gangs skyld ikke havde problemer med maskinen som sådan. Derimod drillede spillene stadig, de var alt for langsomme både på PPC og 060. Quake kørte ikke særlig overbevisen-de på den illegale PowerUp patch. Den gik vel omkring 15 fps, og det skal sammenlignes med ca. 10 fps på 060. Det var helt hen i skoven og bestemt ikke sjovt at spille ved den hastighed.

Det var i laveste opløsning, nemlig 320x240. Så var der jo Napalm, som var (er) et spil i stil med Dune II, bare flottere og med et rigtig godt game-play. Det var i det mindste spilbart i 640x480, men heller ikke mere! Det kørte flydende i 320x240, men det gav for lidt overblik, da der kun var plads til en meget lille del af kampscenen. Imidlertid var jeg ved hjælp af nogle meget kyndige Amiga-folk, bla. Anders Drejer, blevet klar over hvad problemet var. Zorro II, kort og godt! Databussen var simpelt-hen for langsom når der skulle spilles, fordi gfx-kortet her trak det tunge læs, og al skærm grafikken blev sendt gennem flaskehalsen pixel efter pixel. Hvis vi skal snakke om Quake er det faktisk ikke så lidt det drejer sig om, og det varZorro II slet ikke beregnet til. Jeg ved ikke hvordan det forholder sig med Zorro III, men det burde være en del hurtigere i kraft af den dobbelte båndbredde. Det kan folk med en A 4000 sikkert snakke med om.

Efter flere samtaler med Kiwi havde vi efterhånden fundet ud af at et B-Vision nok var løsningen, betinget af at jeg kunne afhænde mit Picasso IV til en fornuftig pris. "Jamen pyt, det kan jeg da sælge for dig" sagde Shiraz, og en dag i maj '99 ringede han og fortalte at der var en køber til det. Et B-Vision kostede dengang knap 2000.- og vi byttede lige over! Jeg kan næsten ikke forestille mig at han har tjent noget på at sælge det Picasso videre, det var trods alt mere end et år gammelt og kostede ca. 3500.- som nyt. Så man må sige at der blev ydet en overmåde fin service her. Men jeg har nu aldrig oplevet andet i forbindelse med Kiwi. Undtagen måske når Shiraz har glemt noget fordi han har alt for travlt :)

Så fik jeg jo mit B-Vision, og det kom i en af de legendariske sorte bokse fra Phase5, som mange nok mindes med et vist vemod. I samme sending var også den kommercielle version af Cybergraphx, da der ikke var under-støttelse for det nye gfx-kort i P96 softwaren. Den gratis Cybergraphx v.3 var naturligvis "bundled" med kortet fra Ph5's side, men Shiraz mente at v.4 var så meget bedre, at den skulle jeg have med. Det var nok på den måde han tjente lidt i den handel :)

Speed uden crash?

Speed, ja..... crash, ja.... Hmmm, det B-Vision gav anledning til lidt af hvert. Men vi må nok hellere starte med at flash opdatere PPC-kortet, det var nemlig nødvendigt for at kunne køre med det nye gfx-kort, som for øvrigt monteredes direkte på PPC'en, og altså derved skulle have en stor fordel af den direkte adgang til resourcerne. Til de som ikke ved hvad flash opdatering er, skal jeg lige opsummere. Man får fat i den nyeste opdate fra eksempelvis DCE's hjemmeside, pakker den ud og lægger den på en diskette. Det pågældende lha. arkiv indeholder alle de nødven-dige cpu versioner af updaten.

Derefter læses vejledningen _meget_ omhyggeligt, da det er ret vigtigt at der ikke går ged i den undervejs, man risikerer at flashrommen går kold, hvis skrivningen (updaten) af en eller anden grund afbrydes. Dvs. at man står med en maskine der ikke vil boote, så pas på! Og så må jeg nok lige indskyde at det sikkert er en god ide at holde adgangsvejen til det nærmeste toilet helt fri, hvis man har det sådan at stress slår sig på maven :) Det er en sindsoprivende oplevelse at sidde der på stolen og være vidne til sådan en flash opdatering!

Man starter med at slukke og holde begge museknapper nede, når man tænder, så går man ind i bootmenuen og disabler alt, undtagen df0:, så man er helt sikker på at maskinen kun kan boote fra det interne diskdrev. Vælg "boot without startup-sequence" og start updaten fra kommandolinien. I mit tilfælde skrev jeg:
df0: BlizzPPC060update og updaten gik igang. Når den er slut skriver den blot "Done", og man kan fjerne disketten og resette. Jeg husker kun få situationer, hvor jeg har været mere nervøs, men alt startede op som nor-malt. Pyha, der var jeg nødt til at gå ud og hente en bajer og kaste den ned i det bundløse dyb :) Jeg kan ikke erindre at have hørt om tilfælde hvor en opdatering er gået galt, kun en enkelt gang hvor en bekendt var nødt til at bruge "force" kommandoen for at banke maskinen på plads.

Under hele seancen har der naturligvis ikke været noget signal gennem B-Vision, hvorfor den gamle multisync skærm har været tilsluttet Amigaens videoudgang, og det har kørt i Euro72 Productivity opløsning.
Så skulle vi jo til at installere Cyber-Graphx, men først skulle ethvert spor af P96 fjernes fuldstændig, og det er lidt bøvlet hvis ikke lige man ved hvor der skal ledes efter det. Der burde være mulighed for lidt "automatik" når det nye system installeres. Det er der ikke spor af, til trods for at der er en hel del ting at tage stilling til undervejs. CGx er ikke helt let at danse med, men det gik da, og jeg fik liv i mit nye gfx-kort. Wauv, siger jeg bare :)

Mere hastighed......1024x768 var ligeså hurtig som 640x480 på Picasso! Det kunne både mærkes og ses. Napalm simpelthen fløj afsted i 640x480, alt bevægede sig flydende og man kunne nu se en betydelig større del af banen. Og Quake :) Nu var den pludselig sjov at spille ved rundt regnet dobbelt så mange fps som før. Det var virkelig imponeren-de! Mpeg video kørte nu også meget bedre, om end IsisPPC stadig var temmelig ustabil. Men i det mindste så det naturligt ud når mr. Gates smagte på lagkagen. Og så skulle man jo mene at den hellige grav var vel forvaret og problemerne et overstået kapitel. Mon dog?

Såmænd nej

Det var de nemlig ikke, nej. Nu var det ikke bare PPC programmer der kunne styrte maskinen, men derimod dem alle! Jeg klagede min nød til Kiwi:
"Har du sørget for ekstra køling til B-Vision?" spurgte Shiraz. Næh, det havde jeg da ikke, det stod der jo ikke noget om i manualen. Men mit Tower var delvis adskildt, så jeg stak lige en finger ind for at mærke efter. Av for hel.... ! Den var jo rødglødende! Ikke så mærkeligt at maskinen var blevet generelt ustabil. Jeg kunne jo ikke sidde og puste derind hele tiden, men strømforsyningen lå og flød på bordet ved siden af, og den stablede jeg op således den blæste ind over gfx-kortet. Det hjalp lige med det samme! Så nu skulle der altså spilles noget Napalm, og det blev der!

Det viste sig at være et rigtig godt og særdeles vanedannende spil med et utal af mere eller mindre fantasifulde våben. Hvis jeg skal nævne et, må det blive Bastard kampvognen. Den har tre roterende kanonløb der spyr eksplosive granater fra sig i en lind strøm, og den bliver bare ved, den stopper ikke før alt i nærheden er smadret til ukendelighed.

Og så lyden :) Tjung, tjung tjung..... og efterfølgende en række højlydte eksplosioner, der med en knasende lyd jævner de fjendtlige bygninger med jorden. Der er faktisk flere våben i spillet, der har så frygtindgydende lyde at det næsten giver gåsehud. Med Napalm har clickBoom begået et virkelig godt spil med stor holdbar-hed, og det burde høre til i enhver gamers samling.

Nu fulgte der et halvt års tid hvor sagerne kørte rimelig pænt, om end PPC tingene stadig ikke var så stabile, som man kunne ønske. Vi er fremme ved november '99, og nu er tiden efterhånden kommet til OS3.5 og PPC-spillet WipeOut. Men foruden det, er der stadig så meget historie tilbage at det næsten skal vente til næste gang. Vi skal nemlig til at finde ud af hvordan min maskine bliver gjort så stabil som muligt. Så det bliver til et gensyn istedet :)

Et personligt tilbageblik   # III
· Af Freddy Vestergaard

Nu er det efterhånden et stykke tid siden jeg lovede at runde denne historie af, og jo mere det er blevet udsat, jo mere har det knebet med lysten. Men nu skal det altså være, jeg trænger efterhånden til min nattesøvn. Ja, dårlig samvittighed er en grim ting, den kan slet ikke bruges som hovedpude :)

  OS 3.5....Jaaaaa!

Endelig!...At last!.....OS3.5 dumpede ind ad brevsprækken. Det skete helt nøjagtig d. 9/11-99, og den kostede den nette sum af 575.- inkl. opkrævningsgebyr. Egentlig ikke noget urimeligt beløb, W$ kostede dengang en hel del mere. Og hvad var det så vi fik for pengene? Selvfølgelig først og fremmest et delvist nyt operativsystem, men så sandelig også et gevaldigt skulderklap til alle de trofaste hardcore nørder der, trods alle fortrædeligheder og drillerier fra PC folket, havde valgt at kravle over plankeværket lige der hvor det var allerhøjest. "Jamen der stod min Amiga jo" sagde de. Fuldstændig rigtigt, og så var der jo ikke andre muligheder, vel? Ikke efter min mening :)

Jeg synes at man fra officiel Amiga side gjorde det helt rigtige, nemlig at holde liv i den gamle (klassiske) Amiga, mens en ny maskine så småt var begyndt at spøge langt derude i horisonten. Det var vist noget med QNX og et multiprocessor miljø, men det skal vi nok ikke snakke om idag, der ser det jo helt anderledes ud. Vi skulle vel egentlig have OS3.5 installeret på min maskine istedet?

OS'et blev distribueret i en fullsize box med en lille trykt manual indeholdende bl.a. et nydeligt billede af vores allesammens Petro, og selvfølgelig lidt instruktion i hvordan tingene hang sammen. Det første jeg bed mærke i var hvordan man skulle forholde sig, hvis Amigaen ikke ville boote efter preinstalleringen. Hov, hvad var nu det? Joh altså, systemet skulle opdateres med bl.a. nye datatyper, så glowicons kunne vises korrekt, og vi skulle have en ny Setpatch for at sikre at OS3.5 kunne installeres og bagefter fungere korrekt, og alt i WB-startup blev fjernet og anbragt i en backup-skuffe, for at undgå eventuelle konflikter. Det hele krævede selvfølgelig også at der sad 3.1 kick-rommer på bundkortet! Men altså, maskinen ville ikke boote! Sort skærm! Hen og kigge i manualen igen. Der stod kort og godt at man kunne prøve at indføje "skiprommodules scsi.device" i setpatchlinien i startup-sequence. Som sagt, så gjort! Og nu bootede maskinen op, men ikke helt som sædvanligt, den resettede når den nåede til Setpatch! Det skyldtes at der lå en delvis ny Kickstart i Romupdaten, som blev aktiveret af Setpatch, og den "originale" Kickstart, som ligger i Kickrommerne og bliver læst ind i hukommelsen under opstart, skulle slettes og erstattes af noget nyt. Nu bliver det ret hurtigt for teknisk for en artikel af denne karakter, men det er næsten helt sikkert een af grundene til at vi aldrig har fået en ny Kickstart. Det har helt givet været enklere og billigere at lave den software baseret, og det er selvfølgelig også set i lyset af at vores nuværende hardware er gammeldags, og at det helt givet aldrig har været meningen, at den skulle overleve så længe som det er tilfældet, at vi aldrig har fået nye Kickstart chips. Det ville ellers have været en sej detalje for en gammel PPC-Amiga som min, at have en hardware baseret Kickstart der totalt disablede de grimme PPC-ting, som Phase5 havde gemt i Blizzard-kortets flashrom. Som det er nu, bliver de smidt ud af WarpUp, som er ren software , og det betyder endnu et reset lagt til det første forårsaget af Setpatch! Var der nogen der hviskede BlizKick. BPPCFix? Hmmm, det vender vi tilbage til. Meenn OS3.5 på min maskine? Yeps, vi iler hastigt videre, men det er altså svært at holde sig til den røde tråd, når erindringer og minder trænger sig på som her.

  Install OS3.5
WarpUp

Hvis ikke jeg har nævnt det ved tidligere lejligheder, så var det en positiv overraskelse at opleve den flotte grafik og de søde små lyde i forbindelse med ovennævnte. Ikke fordi det betyder så forfærdelig meget, men det vidner om at der er kælet en smule for detaljerne, og man vil jo gerne underholdes, ikke sandt? Jeg foretog installeringen af 3.5 direkte hen over et gammelt 3.1 system med NewIcons og Mui, selvom det blev anbefalet at gøre det fra en nødhjælpsdiskette ned på en tom bootpartition. Og det gik fint! Maskinen bootede op i første hug, selvfølgelig med de to obligatoriske reset. Hvilket syn! Det var umanerlig flot, Ram Disk ikonet lignede nu en Kickstart chip. GlowIcons i al deres magt og vælde. Alle andre ikoner havde også ændret udseende alt efter hvad de repræsenterede, hvilket de allerede havde med NewIcons, hvis man brugte DefIcons, men nu var de bare så meget flottere. Jeg vil vove den påstand, at først med XP har W$ brugere fået noget der bare kommer i nærheden.

Og hvordan var OS3.5 så? Et positivt bekendtskab såmænd. Ikke sådan at forstå at jeg faldt i svime, men jeg følte mig godt tilpas ved at få et flottere og mere smidigt OS at arbejde med, og endelig var det jo et bevis på, at der stadig var liv i Amiga Inc. Bagefter gik der jo lige et par dage med at undersøge alle de nye funktioner i værktøjsmenuen, og finde ud af hvilke ting i systemet der var blevet udskiftet. Dengang kørte jeg ikke med PPC-optimerede datatyper, så de der var udskiftede under installeringen var en klar forbedring i forhold til før. Der var mange ting i systemet som blev opdateret ved denne lejlighed, og det vil nok føre for vidt at komme ind på dem her. Imidlertid var der et enkelt problem i forbindelse med OS3.5, som det nok er værd at nævne. DOpus var ude af stand til at vise GlowIcons korrekt! Men GPSoft var hurtigt ude med et par opdateringer som klarede det problem. Dengang kørte jeg DOpus som WB replacement, men gik tilbage til Workbench inden jeg installerede 3.5, mest for at få en fornemmelse af hvor meget nyt der var. Jeg er aldrig vendt tilbage siden, og idag er der ikke noget der kan få mig til det! Som det fremgår, var det stort set uden problemer at gå over til OS3.5, og der kom ret hurtigt et par opdateringer i form af "Boingbags", den første endda, såvidt jeg husker, allerede inden jul 99. Så er det jo efterhånden ved at være år 2000, men forinden nåede jeg at anskaffe WipeOut 2097, som var det første spil til Amigaen der krævede PPC. Det fik jeg helt nøjagtig d. 25/11-99.

  Forventninger
CacheCDFS

Dem havde der jo været en del af efterhånden, og de var blevet gjort til skamme gud ved hvor mange gange, så det er tilladt for udenforstående at undre sig over at jeg stadig har en Amiga. Jeg har da selvfølgelig også en PC stående idag, men den fører en hensygnende og absolut sekundær tilværelse i mit hus :) Den har ganske simpelt aldrig rigtig fanget min interesse.

Men tilbage til WipeOut, som er et rasende flot og lynhurtigt futuristisk racerspil portet fra PC, og oprindelig udviklet til Playstation. Den gav mig selvfølgelig også problemer, og de forekom for det meste når den blev kørt i 640x480. Så sagde det pling, og skærmen blev sort. Det skete utallige gange, men blev spillet kørt i 320x240 skete det næsten aldrig. Der var 32mb ram i maskinen og spillet krævede 24 mb, så der var en mulig årsag her, måske. Der blev for en sikkerheds skyld indkøbt en klods med 64mb på hos Kiwi, hvilket skete 17/02-00. Men det hjalp desværre ikke ret meget på WipeOut, så årsagen til ustabiliteten måtte findes andetsteds. Og det blev den!

Men forinden havde jeg støvsuget internettet inkl. utallige mailinglister for mulige løsninger på de beskrevne problemer, og der begyndte ligesom at tegne sig et billede. Men først var der lige noget andet der skulle klares. Pladsen på den "lille" 4.3gb hd var ved at blive for trang, og jeg havde den også mistænkt for at kunne være een af årsagerne til mine problemer, idet de sidste 200mb af disken nægtede at lade sig formattere med PFS! Forestil jer HDToolBox's grafiske fremstilling af en hd, hvor man normalt starter med boot partitionen helt til venstre. Her lå så de genstridige 200mb helt ude til højre.

Jeg havde som sædvanlig henvendt mig til Kiwi for at klage min nød, og efter noget parlamenteren frem og tilbage lød det fra Shiraz: "Jamen, du skal da have en SCSI disk, den er stabil" Som sagt, så gjort! Den fik jeg d.5/4-00, og jeg er nødt til at indrømme at han fik ret :) Den har kørt fuldstændig klippestabilt i knap tre år nu. Og den gamle ide-hd er omsider ved at afgå ved en alt for sen død, så nu får den snart sparket :) Det er forøvrigt værd at bemærke i denne forbindelse, at der skal være en ide-hd i systemet, ellers forsvinder ide-cd drevet! SCSI disken var en IBM på 9.2 gb, og den kostede den helt urimelige sum af 2995.-, men jeg har ikke fortrudt det et øjeblik, den har været det hele værd! Men det hjalp imidlertid ikke på WipeOut, der skulle løsningen søges et helt andet sted.

High voltage#

Yeps, nu begynder det at blive farligt, vi skal til at rode med strøm. Enhver ved at jo mere arbejde der skal udføres, jo mere energi skal der tilføres. Det gælder for såvel mennesker som computere. Jeg har før skrevet at mit B-Vision blev varmt ad hekkendfeldt til, hvilket mere end indikerede at det brugte strøm som en bageovn, og alle gode råd gik da også på at sørge for rigelig med power ved bl.a. at montere et strømførende kabel fra Towerets psu i det stik på bundkortet, hvor man i gamle dage "stjal" strøm til det interne diskettedrev. Men det rakte ikke til, selvom Zorro slots fik deres power separat, og altså ikke blev forsynet via bundkortet. Min teori gik kort og godt ud på at der skulle mere strøm til at drive WipeOut i 640x480 end i 320x240, da der jo var betydelig flere pixels det skulle tegnes op, hvilket betød mere arbejde til gfx-kort og cpu! Og det viste sig at holde stik. Selvom jeg fra flere sider var blevet frarådet at gøre det, tog jeg en gammel A-500 psu og tilsluttede den bundkortet, og tændte for den med rystende fingre. Jeg havde jo set for mig hvordan en brændende Amiga så ud! Men der skete logisk nok ingenting. Så jeg startede WipeOut op i 640x480 uden at trække vejret een eneste gang og spillede løs, og spillede og spillede... Det virkede knageme :) Spillet var stabilt! Deraf kan jeg kun udlede at når gfx-kortet og cpu'en skal til at bestille noget, skal de også have noget til føden, ellers kvitterer de ved at gå i strejke pr. omgående! ...Hæ, det ville jeg også gøre :)

Jeg er nødt til at tilstå, at jeg har et suverænt rodet skrivebord, og det blev ikke bedre af, at der nu skulle skaffes plads til en ekstra dims for at min Amiga kunne trække vejret frit, så den løsning var ikke holdbar i længden. Også fordi den stakkels A-500 psu havde det en del varmere end dengang den skulle forsyne det den var beregnet til. Men hvad så? Joh altså, Towerets psu var istand til at levere 350w, hvilket burde være mere end rigeligt til de ting der var hængt op derinde, og jeg var så småt begyndt at lege med tanken om at kappe kabelet af A-500 dimsen, og "stjæle" strøm fra et af multistikkene til Zorro slots. Men farverne på ledningerne matchede ikke, og det er ret vigtigt at man ikke bytter rundt på 5 og 12volt, resultatet ville mildt sagt være katastrofalt! Jeg fandt en del oplysninger omkring A-500 psu'en på nettet, resten klarede jeg med et multimeter, og skrev omhyggeligt ned hvilke ledninger der skulle sættes sammen. Ledningerne fra A-500 dimsen blev simpelthen lagt ned i Zorro slottets hunstik, hvorefter hanstikket blev monteret på sin vante plads og således "kilede" det hele sammen. Det lyder lidt høkeragtigt og hjemmelavet at stjæle strøm på den måde, og det var da også med en vis spænding at jeg tændte for dyret igen, men ham der sidder oppe i Amiga himmelen holdt hånden over mig. Han hedder vist Jay Miner, gør han ikke? De der kan deres Amigahistorie, ved hvem han er. Guruen over dem alle, æret være hans minde!

  End of Story?
WBPrefs

Tjah, det burde være slut nu, det var ikke hensigten at mit lille projekt med tilbageblikket skulle antage dimensioner ud over det rimelige :) Men for lige at summere op, så gik det fint med at stjæle strøm fra Zorro slots og dirigere det ind i bundkortet, og det kører uden problemer idag. Det samme gør som før nævnt SCSI hd'en, og den er tilmed lynhurtig i forhold til IDE disken, det går mærkbart hurtigere at åbne et stort vindue med mange ikoner, og dataoverførsel mellem to SCSI enheder er også en del hurtigere, og så belaster det stort set ikke cpu'en, det klarer controlleren selv. Jamen hov, hvordan kan jeg nu vide det? Der er jo kun en enkelt SCSI ting i mit system. Joh altså, jeg foregriber bare begivenhedernes gang en smule, der kommer nemlig en RW-brænder til senere. Nu er historien fremme ved maj måned 2000, og det er omkring den tid hvor jeg tager mig lidt sammen og får registreret XADmaster systemet til udpakning af komprimerede arkiver, og HSMathlibs som sætter lidt mere skub i beregningstunge ting, dekodning af jpg billeder osv. Vi er jo heller ikke nået til OS3.9 og de to efterfølgende Boingbags, så der er stadig en lille historie der mangler at blive fortalt, selvfølgelig først og fremmest for læsernes skyld, men også for min egen, da det hjælper mig til at huske lidt mere af, hvad der er sket gennem de seneste fem år. Og samtidig regner jeg med at få sat ord på mine forventninger til OS4.0 og ikke mindst Amiga One, men jeg synes næsten vi er nødt til at tage tingene i kronologisk orden, så derfor er jeg bange for, at det bliver til en historie mere i denne serie :)

Hvornår ved jeg ikke helt, der er også andre ting der presser sig på, Quake2 eksempelvis. Den viste sig at være et ganske fornøjeligt bekendtskab, og den fortjener sin egen historie. Så det bliver nok den der kommer først, da den stadig er i frisk erindring.